Matrikelkort er upræcise. Mange steder harmonerer det matrikulære skel mod gadejorden ikke med det fysiske skel. Sådan har det altid været, og det vil normalt ikke været noget problem.
Hvis man imidlertid som lodsejer skulle have et ønske om at få berigtiget sit skel mod gadejorden, kan man altid rette henvendelse til Landsbyrådet herom. Landsbyrådet vil herefter spørge ejerkredsen, om der er nogen, der har indsigelser mod en sådan berigtigelse. Hvis der fremkommer indsigelser, vil Landsbyrådet indkalde til et borgermøde, hvor der kan træffes beslutning med 2/3 af de afgivne stemmer.
En beslutning kan gå ud på, at ejerkredsen vil eller ikke vil anerkende, at der er vundet hævd. En beslutning kan også gå ud på, at ejerkredsen vil eller ikke vil sælge arealet til den pågældende lodsejer.
I langt de fleste tilfælde vil det ikke være nødvendigt at indkalde til et borgermøde. Når der ikke fremkommer indsigelser fra ejerkredsen under den indledende høringsprocedure, vil Landsbyrådets bestyrelse uden videre kunne bidrage til gennemførelse af en ejendomsberigtigelse, hvor det matrikulære skel bringes i overensstemmelse med det fysiske skel. Det vil være den pågældende lodsejer, som skal afholde omkostningerne til en ejendomsberigtigelse.
Hvis ejerkredsen ikke kan anerkende, at en bestemt lodsejer har vundet hævd, kan den pågældende lodsejer indkalde til en skelforretning med henblik på at få spørgsmålet om hævd afgjort af en landinspektør. Gennemførelsen af en skelforretning forudsætter, at ejendomsretten til gadejorden som helhed er blevet fastlagt ved ejendomsdom.